Huset på Mulbjergvej 28 ligger i hyggelige Dokkedal - blot 700 meter fra Østkysten. Byen er omgivet af smuk natur, og du har bl.a. nem adgang til både Mulbjerge og Lille Vildmose. På samme tid er du i kort afstand til offentlig transport, skole, fritidsaktiviteter og indkøbsmuligheder. Desuden befinder du dig kun 25 minutters kørsel fra Aalborg Centrum, og der er heller ikke langt til det nye Supersygehus, Aalborg Universitet, Gigantium og motorvejen.
Selve boligen udgør 136 kvm og må siges at være godt udnyttet med en velfungerende planløsning. Huset består nemlig samlet set af entré, toilet, badeværelse, bryggers, fire værelser, køkken og to stuer. Her er installeret solceller til el og varme. Derudover får du en fin garage fra 2014 samt et 30 kvm udhus.
Det nydelige køkken er skiftet omkring 2014 og valgt i et flot og klassisk design. Rummet har en god størrelse med plads til en spisekrog, og her er god opbevaringsplads i både under- og overskabe.
Huset tilbyder også to hyggelige stuer, så du kan indrette særskilt spise- og sofastue. Den store sofastue byder desuden på pilleovn, hvilket er med til at give en hyggelig atmosfære.
Videre rundt i boligen kommer du til både toilet, badeværelse og et fint bryggers, hvor de praktiske gøremål kan foretages. Derudover er det en fordel, at huset byder på intet mindre end fire værelser - alle med indbyggede skabe.
Huset ligger på en dejlig, stor grund på 1.160 kvm. På begge sider af huset er der terrasse, hvor du kan nyde udsigten til de skønne omgivelser. Haven er desuden anlagt med fokus på et minimum af vedligeholdelse og består primært af græs samt få buske og træer.