Overkommelige boliger på store matrikler er en disciplin, som aldrig går af mode. I det lille, hyggelige villakvarter syd for Kaas Hedevej inviterer vi dermed indenfor i en villa, som har gode meritter på CV’et. Der er kort afstand til de daglige fornødenheder, mens de lokale strande og klitplantager viser Vendsyssel fra sin allerbedste side.
De tørre tal viser tydeligt, at ejendommen ikke helt er som de fleste etplansvillaer. Selve boligen er et kalkstensbyggeri fra 1973, og grundhuset fremstår i pæn stand. I får også også en god, rummelig garagebygning, der er opført i nøjagtig samme stil som villaen. Det hele sættes i scene af den store dobbeltgrund, som breder sig over hele 2.378 m2.
De lune kroge langs husets solsider er naturligvis udnyttet til terrasser, og med havetraktor eller robotplæneklipper er resten af haven nem at holde pæn. Grunden grænser endda op til hyggelige marklandskaber mod vest, og drømmer I om store kålbede, frugtlunde og hønsehold, formulerer planerne nærmest sig selv.
Indenfor byder boligen på 110 veludnyttede kvadratmeter, og I kommer hurtigt på plads. Aktuelt giver planløsningen jer to værelser, men I kan sagtens indrette jer med både tre og fire værelser. Den nødvendige plads kan I låne fra opholdsstuen, som ud over at være rummelig også byder på et naturligt lysindfald fra syd. Derudover er køkkenet både pænt og praktisk indrettet, og samme funktionelle inventar findes i bryggerset, der også fungerer som boligens indgangsparti. Endelig får I et badeværelse med bruseniche.
Nærområdet er kendetegnet af flere småbyer, og I finder dermed de daglige fornødenheder i både Kaas, Moseby og Pandrup. Nærmeste handlemulighed er købmanden i Moseby, ligesom også skoler og institutioner ligger i det umiddelbare lokalområde.
Kontakt Mæglerhuset for at høre nærmere, eller hvis I ønsker en fremvisning.