Velkommen til Granlunden 31 – en helt særlig villa med en central beliggenhed i Vodskov og et udtryk med masser af karakter. Her bor du ideelt for familien med kort afstand til indkøb, skole, idrætscenter og daginstitutioner, samtidig med at Hammer Bakkers naturskønne omgivelser ligger lige i nærheden.
Boligen er en af de mest unikke i området og byder på et væld af gennemførte detaljer. Stuk, rosetter og høje paneler går igen i hjemmet og skaber en særlig stemning, som kombineres med moderne løsninger og materialevalg, hvor der tydeligt er tænkt over hver eneste detalje. De flotte Dinesen trægulve understreger kvaliteten, og i stueplan er der gulvvarme i alle rum på nær kontoret.
Entréen giver en flot velkomst til boligen og sætter tonen for resten af hjemmet. Herfra træder du ind i det imponerende køkkenalrum, som fungerer som boligens hjerte. Køkkenet er et stilfuldt Hanstholm køkken fra 2015 med varme trælameller og en elegant Getacore bordplade, der tilsammen skaber et moderne og indbydende udtryk. Her er god plads til madlavning, og en hyggelig samtaleplads gør det nemt at være sammen. I forlængelse ligger spiseafdelingen, hvorfra der er direkte adgang til den hævede terrasse og en naturlig overgang til udelivet. Philips Hue spots i køkkenalrummet giver mulighed for at tilpasse stemningen efter behov.
Franske døre åbner op til den skønne opholdsstue. Herfra har du adgang til et enestående orangeri fra 2017 – en arkitektonisk perle, som i 2019 modtog Aalborg Kommunes bygningspræmiering. Orangeriet imponerer med sin loftshøjde, store glaspartier og et fantastisk lysindfald. De varme murstensdetaljer og den indbyggede pejs skaber en særlig stemning og gør rummet anvendeligt året rundt.
Stueplan fuldendes af et gæstetoilet samt et kontor, som giver gode muligheder for hjemmearbejde.
På førstesalen finder du tre gode værelser, hvoraf det ene har tilhørende walk-in closet. Badeværelset fremstår stilrent med Vola armatur og gulvvarme, hvilket giver både komfort og et eksklusivt udtryk. Kælderen byder på ekstra anvendelig plads med vaskerum, værksted og flere disponible rum, som kan tilpasses efter behov.
Udenfor venter fantastiske udearealer med en lukket baghave, hvor der er skabt flere hyggelige kroge. Den hævede træterrasse giver en skøn opholdsplads, og fliseterrassen fra 2021 supplerer uderummet med endnu en solrig plads. Haven er smukt anlagt med flotte træer og buske samt et legeområde.
Her får du en gennemført villa med et helt særligt udtryk, hvor klassiske detaljer møder moderne komfort – og hvor både inde- og udeliv er tænkt ned til mindste detalje. Skal du opleve noget ud over det sædvanlige? Book en fremvisning hos Mæglerhuset.