Velkommen til Slugten 2 – en rummelig villa med masser af plads, fleksibilitet og en attraktiv beliggenhed i Vestbjerg. Her bor du i et roligt og veletableret kvarter tæt på Hammer Bakker, hvor naturen indbyder til gå- og løbeture i de smukke omgivelser. Vestbjerg byder på alt, hvad du behøver i hverdagen med skole, idrætscenter, daginstitutioner og indkøbsmuligheder inden for kort afstand. Derudover gør de gode stisystemer det nemt at komme rundt i byen, og med nem adgang til motorvejen er du hurtigt forbundet til Aalborg og resten af Nordjylland.
Villaen fremstår velholdt og er løbende opdateret gennem årene – både ude og inde. Det sorte eternittag er fra 2011, hvor der samtidig blev isat nye Velux-vinduer, og indenfor byder boligen på hele 260 kvadratmeter bolig samt 60 kvadratmeter renoveret kælder, der giver en fleksibel planløsning med plads til både familieliv, gæster og hobbyer.
Fra den lille entré træder du ind i det store og indbydende køkkenalrum, hvor det flotte KVIK-køkken fra 2021 sætter en moderne og stilren tone med hvide, grebsfrie fronter og mørk bordplade. Her er god arbejdsplads, masser af opbevaring og et skønt lysindfald fra det store, sydvendte vinduesparti. I forlængelse heraf ligger spiseafdelingen, som samler familien til måltider og hyggelige stunder.
Stueplan rummer desuden to gode værelser, et badeværelse og et praktisk bryggers, mens tilbygningen tilføjer endnu to værelser og et ekstra badeværelse – perfekt til børnefamilien eller dig, der ønsker separat forældre- og børneafdeling.
På førstesalen mødes du af en stor opholdsstue med masser af plads til afslapning og samvær. Herfra er der udgang til en skøn altan med en flot udsigt over området. Etagen byder desuden på to værelser og et toilet.
Kælderen, som blev renoveret i 2017/18, er indrettet som en separat lejlighed med egen indgang – ideelt som liberalt erhverv og teenage- eller gæsteafdeling. Her finder du et grovkøkken i åben forbindelse med et opholdsrum, et stort badeværelse og et ekstra rum.
Udenfor kan du nyde de solrige og ugenerede omgivelser i den lukkede baghave, hvor den afskærmede terrasse danner rammen om hyggelige aftener. Foran huset finder du endnu en solrig terrasse. Til ejendommen hører desuden carport.
Slugten 2 er et oplagt valg for den pladskrævende familie, der drømmer om en rummelig og velindrettet bolig i rolige omgivelser – tæt på både naturen og hverdagsfaciliteter.