Her finder du en charmerende villa med god plads til familien og en hverdag, hvor det meste er lige ved hånden. Her bor du i en hyggelig landsby med et godt lokalsamfund, hvor du finder både købmand, daginstitution, skole til og med 3. klasse samt fritidsaktiviteter, fodboldbaner og legeplads.
Villaen præsenterer sig flot med sin gule facade, hvide vinduer og mørke tag, som blev udskiftet omkring 2022. Facaden er ligeledes blevet malet af en maler for cirka to år siden. Boligen fordeler sig over halvandet plan med en god planløsning, fire værelser og rummelige opholdsarealer.
Indenfor bydes du velkommen i entréen, hvorfra der er adgang til boligens store stue. Stuen er et skønt samlingspunkt med et dejligt lysindfald fra de mange vinduer og god plads til både en hyggelig sofaafdeling og et stort spisebord.
Køkkenet ligger separat fra stuen og fremstår lyst med god skabs- og bordplads samt en hyggelig spiseplads, hvor hverdagens måltider kan nydes.
I stueplan finder du et rummeligt soveværelse med plads til dobbeltseng og garderobeskabe. På førstesalen venter yderligere tre gode værelser, som kan indrettes efter behov, hvad enten du ønsker børneværelser, kontor eller gæsteværelse. Heroppe findes også et praktisk walk-in samt et ekstra toilet.
Badeværelset i stueplan er indrettet med bruseniche, gulvvarme og god opbevaringsplads. Hertil kommer et funktionelt bryggers med egen indgang, vaskefaciliteter og trappe til førstesalen.
Udenfor venter en skøn og overskuelig have, hvor den store træterrasse danner rammen om hyggelige stunder under åben himmel. Den overdækkede terrasse giver mulighed for at sidde ude i læ, mens de gode udhuse tilbyder masser af plads til opbevaring og hobbyprojekter. Den gamle eltavle blev i 2022 udskiftet med en moderne eltavle, som også har en separat gruppe godkendt til en elbillader. Installationen er klargjort til fremtidig tilslutning af en elbillader via en tilslutningsboks ved skuret ved parkeringspladsen.
Kom og oplev en hyggelig villa med god plads, dejlige udearealer og en central beliggenhed i Hørby.