Her venter en charmerende andelsbolig med en særdeles central placering i Aalborg. Her bor du midt i byen med kort afstand til indkøb, caféer, restauranter og offentlig transport, mens både gågaderne og Aalborgs havnefront er inden for nem rækkevidde. En attraktiv beliggenhed for dig, der gerne vil have byens mange muligheder tæt på hverdagen.
Boligen skiller sig ud ved at være en fireværelses andelsbolig og er samtidig flot moderniseret i 2025. Her er blandt andet etableret nyt køkken og badeværelse, ligesom boligen er opdateret med paneler, maling og flere fine detaljer.
Fra entréen træder du videre ind i boligens rummelige stue, hvor to store vinduespartier sørger for et dejligt lysindfald. Her er god plads til en stor sofaafdeling, og via de flotte dobbeltdøre fortsætter boligen til den store spisestue. Her er plads til et langbord, mens de klassiske vægpaneler tilfører rummet ekstra karakter og understreger boligens charmerende udtryk.
Det renoverede køkken fremstår lyst og stilrent med hvide fronter, gode arbejdsflader og fin skabsplads. Den messingfarvede vask og armatur samt de matchende greb på skabe og skuffer giver køkkenet et elegant udtryk. De samme messingdetaljer går igen på badeværelset og skaber en flot sammenhæng i boligens indretning. Et stort vindue sørger samtidig for et behageligt lys omkring arbejdsområdet.
Boligen rummer to gode værelser, hvoraf det største er oplagt som soveværelse, mens det andet eksempelvis kan indrettes som børneværelse, kontor eller gæsteværelse. Badeværelset er ligeledes renoveret i 2025 og har et moderne udtryk med store, varme klinker, bruseområde og flotte messingdetaljer.
Til boligen hører et praktisk kælderrum, og i kælderen findes også fællesvaskeri til 75 kr. om måneden.. Ejendommen byder desuden på en stor fælles baggård med plads til udeliv og hyggelige stunder i sommerhalvåret. Her er der samtidig planlagt etablering af to skure, som vil give ekstra muligheder for praktisk opbevaring.