Her venter en helt særlig lejlighed, hvor klassisk charme møder gennemført, moderne indretning. Boligen er totalrenoveret i 2025/2026 med en ny og gennemtænkt planløsning, der blandt andet har skabt et indbydende køkken/alrum og et imponerende badeværelse. Overalt understreges den eksklusive helhed af ægte sildebensgulve, smukke detaljer og en harmonisk materialepalet.
Lejligheden ligger i det attraktive Øgadekvarter i Aalborg, hvor du får en skøn kombination af byliv og grønne åndehuller. Her er der kort afstand til indkøb, caféer, centrum og Østre Anlæg, som indbyder til gåture og afslapning.
Allerede i entréen fornemmer man den sans for detaljer, som præger hele hjemmet. Her er der god plads til overtøj og opbevaring af sko, mens den lyse indretning og de gennemgående sildebensgulve skaber en flot sammenhæng. Fra entréen er der adgang til boligens øvrige rum via en fordelingsgang.
Lejlighedens naturlige samlingspunkt er det stilfulde køkken/alrum. Køkkenet er udført i elegante egetræfronter og en keramisk bordplade. De riflede detaljer og lange arbejdsflader fuldender indretningen. De store, klassiske vinduespartier lader dagslyset strømme ind, og der er god plads til et spisebord, hvor venner og familie kan samles. Herfra er der åben forbindelse til den hyggelige stue, som samtidig har sin egen veldefinerede plads. Stuen fremstår lys og indbydende med fine loftsdetaljer, god loftshøjde og gode indretningsmuligheder.
Soveværelset er rummeligt og roligt med god plads til dobbeltseng. Skabsvæggen sørger samtidig for rigelig med plads til opbevaring. Et stort vinduesparti tilfører et behageligt naturligt lys, mens de klassiske stukdetaljer understreger ejendommens karakter.
Det imponerende badeværelse er noget helt for sig. Her er der skabt en usædvanligt rummelig løsning med gulvvarme, store lyse fliser, separat bruseområde med smukke blå klinker, væghængt toilet, elegant vaskearrangement og plads til både vaskemaskine og tørretumbler.
Som en ekstra fordel medfølger brugsret til hele to parkeringspladser i baggården. Derudover får du et stort kælderrum på hele 17 m² samt et klassisk loftsrum – ideelt til opbevaring.
En gennemført og indflytningsklar lejlighed, hvor kvalitet, æstetik og funktionalitet går op i en højere enhed – denne bolig skal opleves!