En stærk foreningskultur og et sprudlende handelsliv binder Dronninglund sammen både som by og som fællesskab. Hos Mæglerhuset i Dronninglund ses et klart mønster fra de mange boligkøbere. Det stærke sammenhold og byens aktive handelsliv er med til at gøre byen til et attraktivt sted at bosætte sig. Dronninglund tilbyder alt det nødvendige for at få hverdagen til at fungere – ligegyldigt om du er ung eller ældre.

Team_maeglerhuset

Team Mæglerhuset

Allan Danielsen er født og opvokset i Dronninglund, og spørger man ham, er der særligt én ting, der kendetegner byen:

”Næsten lige meget hvem du snakker med her i byen, er de med i ét eller andet fællesskab. Om de så dyrker idræt eller laver foreningsarbejde. Det er den måde, vi opretholder vores kammeratskab på,” siger Allan Danielsen, som i dag er formand for byens borgerforening.

allen_danielsen

Allan Danielsen. Formand, Dronninglund borgerforening

Dronninglund har over 50 aktive foreninger, så der er virkelig noget at vælge imellem. Byen er ifølge Allan Danielsen kendetegnet ved, at man har alt, hvad man skal bruge, lige om hjørnet.

 

Handlemuligheder

Det er ikke kun foreningslivet i Dronninglund, der har noget for enhver smag. Byen summer også af liv omkring de mange forskelligartede butikker, der har hjemme i byen. Som Anders Dige, formand for Dronninglund Handel, udtrykker det:

”I forhold til byens størrelse synes jeg, vi har en rigtig fin mangfoldighed. Vi dækker hele paletten rundt. Og vi er gode til at holde sammen.”

Ifølge Anders Dige er netop begrebet sammenhold noget, der er helt afgørende for byens detailhandelsliv. Handelsstandsforeningen afholder løbende fællesarrangementer med stor opbakning fra medlemmerne.

”Det er meget vigtigt, at vi står sammen og viser flaget,” siger Anders Dige, som arbejder aktivt for at bevare og udvide det varierede mix af butikker, som gør Dronninglund så attraktiv som handelsby.

Nyt kulturhus samler byen

Dronninglunds nye kulturhus, Hjørnet, blev indviet sidste sommer. Med initiativer som de kommende seks musikarrangementer henover efteråret skal kulturhuset være med til at samle byens beboere i endnu højere grad.

”Folk mødes her og nye venskaber opstår,” siger Allan Danielsen, som så et behov for sådan et samlingssted i byen og var med til at starte det.

Men byens varemærke forbliver dog Dronninglund Slot, som tager imod én som det første syn, når man kører ind i byen fra motorvejen.

dronninglund_slot

Dronninglund slot

”Når man kommer til slottet, kan man virkelig mærke, at man er hjemme igen. Sådan tror jeg, der er mange, der har det,” siger Allan Danielsen, som også fremhæver naturen omkring byen som noget af dét, der gør Dronninglund til et dejligt sted at have hjemme.

 

4 ting – du måske ikke vidste om Dronninglund

  • Dronninglund by var oprindeligt navngivet Hundslund.
  • Dronninglund slot hed oprindeligt Hundslund Kloster, da det tidligere var et nonnekloster.
  • Sømosen, som ligger i Dronninglund Storskov, var i sidste halvdel af 1800-tallet et tilholdssted for cirkus- og gøglerfamilier – bl.a. Benneweis, Herzberg og Munderling. De bosatte sig i jordhuler og primitive hytter hele vinterhalvåret.
  • Dronninglund Kunstcenter bliver sammenlignet med operahuset i Sydney på grund af sit særlige gavlparti.
Læs også: