For Maria og Jacob var der ingen tvivl, da de valgte Vodskov som deres bopæl. Her kan deres familie vokse og gro i frie, trygge rammer. Den unge børnefamilie er én blandt mange ifølge ejendomsmæglerfirmaet Mæglerhuset – for byen trækker stadig flere til.

Flyttekasserne er allerede endevendt, og drømmen er nu til at se og føle på for Maria, Jacob og deres søn Malte. På bare et par uger er de kommet godt på plads i deres helt eget hus i Vodskov – et sted med muligheder og plads til familieforøgelse.

maria_jacob

Maria og Jacob Heilskov Odgaard – her med deres søn Malte.

Især trygheden var afgørende, da valget faldt på Vodskov. Her kan de for eksempel sagtens forestille sig Malte stå på løbehjul ned ad gaden sammen med kvarterets andre børn.

 

Det bedste ved Vodskov er, at vi ved, det er et sted, hvor vores søn vil få det helt vildt godt. Det betyder rigtig meget, at bilerne ikke suser afsted herude,” siger Maria.

Et spirende ungt lokalsamfund

Det har længe ligget i kortene, at de skulle slå sig ned i Marias fødeby, og det unge par er langt fra ene om at slå rødder her. Vodskovs stemning og børnevenlige karakter trækker stadig flere unge børnefamilier til ifølge Simon Rye fra Mæglerhuset.

 

Det er tydeligt, at de mange unge børnefamilier ser et stort potentiale i Vodskov. Det skyldes både byens handelsliv, men også den attraktive beliggenhed nær motorvejen og ikke mindst Aalborg,” fortæller Simon Rye, indehaver ved Mæglerhuset.

simon_rye

Simon Rye – ejendomsmægler MDE og indehaver ved Mæglerhuset.

Maria og Jacob på henholdsvis 26 og 27 år er begejstrede for udviklingen og det liv, det giver omkring dem.

 

Vi har flere i vores omgangskreds, der også gerne vil hertil. Det er fedt, at man sådan kan skabe et lille samfund sammen med nogle jævnaldrende.

Parret fremhæver også byens fællesskab som noget af det, der trak dem hertil. I Vodskov får man nemt lige et smil med på vejen, når man er ude og handle. Tæt på både natur og by med Hammer Bakker lige om hjørnet har Jacob de bedste muligheder for at lufte sin mountainbike, mens Maria glæder sig over de mange hyggekroge, som Vodskov rummer. Samtidig er der aldrig langt, når byen kalder:

 

Selvom vi er flyttet til Vodskov, er jeg stadig meget bymenneske. Så jeg synes, det er dejligt, at det er så nemt at komme til og fra Aalborg. Det er så tæt på,” siger Maria, som nu har 20 minutter ind til arbejdet i Aalborg fra den nye adresse i Vodskov.

Den gode transportforbindelse og korte distance var også afgørende for deres valg om at slå rødder i Vodskov – et valg, som parret føler er det helt rigtige.

 

Læs også: