Overvejer du at sælge din bolig? Et energimærke er med til at indikere over for køber, hvor energiøkonomisk din bolig er. Et dårligt energimærke kan være med til at skræmme en potentiel køber væk. Vidste du, at det er muligt at lave en kladde på energimærket, som giver en oversigt over de forbedringer, der kan være med til at forbedre energimærket? Det er en billig investering, der kan vise sig at blive penge værd.

 

Hvad kan du gøre for at få et bedre energimærke på din bolig?

Du kan gøre flere ting for at få et bedre energimærke på din bolig. Inden det endelige energimærke udarbejdes, er det bl.a. muligt at få lavet en kladde på energimærket, hvor energikonsulenten giver konkrete forslag til, hvilke forbedringer der skal udbedres for at få boligen en eller flere energiklasser i den positive retning. Det er tilmed ikke noget, der koster en formue. Det tager blot ca. 1-2 timer for energikonsulenten, hvilket max koster kr. 2.000,- De penge kan hurtigt tjenes hjem igen (flere gange endda), da det kan være medvirkende til, at du kan få en højere pris for boligen og samtidig få solgt hurtigere.

 

”Mange af vores kunder ved ikke, at det er muligt at få lavet en kladde på energimærket, inden vi udarbejder det endelige energimærke. I nogle tilfælde er det en oplagt og billig måde at gøre boligen mere attraktiv over for køberne. Prisen på boligen kan endda vise sig at blive højere i visse tilfælde,” forklarer Henrik Nørgaard, energikonsulent ved Arkitekthuset Vodskov

 

Fra venstre: Lars Balle og Henrik Nørgaard fra Arkitekthuset Vodskov

Fra venstre: Lars Balle og Henrik Nørgaard fra Arkitekthuset Vodskov

 

Overvej følgende, hvis du ønsker at forbedre din boligs energimærke:

  • Sørg for at alle rør til installationer, uden for den opvarmede del af boligen, er isoleret. Det kan f.eks. være rør i en garage eller en kælder. Dog kan varmerør i kælderen hjælpe til klimaet og fugtniveauet.
  • Har du en gammel pumpe, evt. på brugsvandet, så kan det ofte betale sig at skifte den (rådfør med en VVS-installatør).
  • Har du et hus med tilgængeligt loftsrum, og kun 100 mm isolering, kan det ofte svare sig at efterisolere med 200 mm (vær dog opmærksom på dampspærre, og forhør dig altid med en energikonsulent inden).
  • Et oliefyr samt elvarme har negativ indvirkning på dit energimærke.
  • Det kan sjældent svare sig at begynde at skifte alle ældre termoruder ud – og ofte er nye vinduer heller ikke med til at flytte en masse på energimærkets karakter.

 

Hvorfor er et godt energimærke vigtigt?

Der er flere aspekter, som medfører, at det er vigtigt med det bedst mulige energimærke på din bolig. Energimærket giver køber en indikator på, hvad det beregnede varmeforbrug er for boligen.

For køberne er det vigtigt at kende boligens energimærke, så de har en fornemmelse af, hvad de kan forvente i forbrug. Det er desuden et lovmæssigt krav, at alle boliger skal have et gyldigt energimærke, før de sættes til salg hos en ejendomsmægler.

 

”Hos Mæglerhuset oplever vi, at køberne lægger stor vægt på boligens energimærke. De kigger meget på det beregnede forbrug, så er energimærket dårligere end D, kan det nogle gange være med til at skabe skeptiske købere,” fortæller Simon Rye, indehaver hos Mæglerhuset

simon_rye_vodskov.

Simon Rye – indehaver og ejendomsmægler hos Mæglerhuset

 

Hvad skal du være opmærksom på ved et energimærke?

Der er ofte forskel på det beregnede varmeforbrug og sælgers reelle varmeforbrug. Det skyldes, at det beregnede varmforbrug er udregnet på baggrund af en standardanvendelse af boligen, der bl.a. tager udgangspunkt i 21 grader varme i alle rum. Det reelle varmeforbrug, som står på en af de sidste sider i energimærkningen, er derimod det årlige forbrug, som sælger har oplyst. Det giver ofte et mere realistisk indblik i, hvad det koster at opvarme boligen.

 

”I ældre huse er det reelle varmeforbrug ofte mindre, end det beregnede forbrug. Det er også en af årsagerne til, at vi altid oplyser både det beregnede – og reelle forbrug i salgsopstillingen på alle vores boliger. Vi kan tydeligt mærke, at køberne lægger stor vægt på varmeforbruget. Derfor er det også vigtigt at give dem det fulde indblik i varmeforbruget,” forklarer Simon Rye fra Mæglerhuset

 

Hvem beregner et energimærke?

Et energimærke beregnes af en beskikket energikonsulent, der personligt gennemgår bygningen og skriver energimærkningsrapporten. Derefter står energikonsulenten også for at indberette energimærkningen til Energistyrelsen. Sidstnævnte tildeler herefter boligen et energimærkningsnummer, der går fra en skala fra A til G. A er det mest energieffektive, hvor G er det mindst energieffektive. A er desuden opdelt i A2010, A2015 og A2020, hvor kun de bedste lavenergibygninger kan få A2020.

 

”Det betyder i praksis, at huse, der bygges i dag, altid er i energiklasse A, da kravene i Bygningsreglementet til byggeriet, indebærer, at energiforbruget skal være på det niveau eller lavere. Er huset bygget efter 1999, vil det typisk have et energimærke C, med mindre det efterfølgende er energirenoveret og dermed kommet i energimæssig bedre stand. Et hus, der er bygget mellem 1986 og 1998, vil typisk være i energiklasse D, men det kan selvfølgelig variere,” fortæller Henrik Nørgaard, energikonsulent ved Arkitekthuset Vodskov

 

Hvad koster et energimærke, og hvor længe er et energimærke gyldigt?

Prisen på et energimærke varierer alt efter boligens størrelse, og hvorvidt du vælger at bestille energimærke, tilstandsrapport og el-eftersyn samlet.

  • Vælger du blot at bestille energimærke ligger prisen mellem kr. 4.500-5.500,-
  • Bestiller du i stedet energimærke, tilstandsrapport og el-eftersyn samlet, er der penge at spare, da den samlede pris ligger på ca. kr. 10.000,-

Fra udstedelsesdagen er energimærket gyldigt i 10 år, ligegyldigt hvad der står på ældre energimærkningsrapporter. Energimærkningen må som udgangspunkt gerne genbruges, hvis boligen skal sælges igen, så længe det er inde for den gyldige periode. Du skal blot være opmærksom på, at energimærkningen mister sin gyldighed, hvis du bygger om eller foretager andre ændringer, der kan påvirke boligens energiforbrug.