Det kan være svært at vælge den helt rigtige farve til væggen i stuen, soveværelset eller et helt tredje sted i boligen. Der er mange overvejelser, som skal gøres, inden du vælger farven til dit hjem, så det skaber et personligt og fuldendt udtryk, der passer til dig og din bolig.
Hvordan vælger du den rigtige farve til dit hjem?
At vælge den rigtige farve kan være tidskrævende, og lad det tage den tid det tager. For som den danske designer Verner Panton (1926 – 1998) udtrykte det:
"Valg af farver rafler man ikke om. Det bør være en bevidst beslutning. Farver har nemlig mening og funktion!"
Der er meget at tage højde for, når du skal vælge farver til din bolig. Valget bliver nemmere, hvis du tager udgangspunkt i både boligtypen og selve rummet.
Når du har valgt, hvilken boligtype du ønsker at bo i, er det ofte lettere at være tro mod sit hus, og der er bare visse farver, der svinger bedre til diverse boligtyper.
Hvordan kombinerer du farver?
"Når du skal vælge farve, taler man hurtigt om farver i flertal. Hvis du sammensætter flere farver, bør du sørge for, at farverne enten harmonisk passer til hinanden ved at arbejde med flere nuancer af samme farve eller arbejde i kontraster, hvor farverne indbyrdes giver et sjovt og spændende modspil," forklarer Susanne Soegaard Bak Hansen, stifter af Home by Heart

En god idé er altid at købe en farveprøve og male et stykke på din væg, inden du for alvor går i gang med at male. Der er nemlig ofte stor forskel på farvehandlerens butiksbelysning versus lyset i din egen bolig. Ved mindre og lettere malerprojekter kan du derimod lettere være modig og knap så konservativ i dit valg – fordi det er nemmere at gøre om.
Held og lykke med dit helt eget personlige valg af farver til din bolig.