Vi samler kræfterne

Efter godt 7 år med butik på Slotsgade 72 i Dronninglund, kommer der til at ske nyt i forbindelse med nytåret. Hos Mæglerhuset har vi nemlig valgt at samle kræfterne i Nørresundby-butikken, og i den forbindelse lukke den fysiske butik i Dronninglund.

Der ligger mange overvejelser til grund for denne beslutning, der på flere måder giver god mening. Det fortæller Mads Sørensen, den ene af de tre indehavere hos Mæglerhuset: ”Grunden til, at vi vælger at samle vores kræfter i Nørresundby, skyldes først og fremmest, at langt størstedelen af vores købere af boliger i Hjallerup, Dronninglund og omegn kommer fra Nørresundby og Aalborg-området.”  Han understreger samtidig, at Mæglerhuset IKKE drosler ned på aktiviteterne i området, og at man geografisk stadig er godt dækket ind, takket være butikkerne i Nørresundby, Brønderslev og Sæby, hvoraf de to sidstnævnte begge er åbnet i 2022.

Et bredt mæglerteam hjælper bolighandlerne på vej
Fra at være et mindre mæglerteam på to ejendomsmæglere i Dronninglund-butikken, vil både købere og sælgere efter nytåret kunne nyde godt af et noget større team af mæglere i Nørresundby. ”For dig som sælger betyder det eksempelvis, at flere mæglere aktivt har netop din bolig i baghovedet, når køberne søger hjælp til at finde deres næste hjem. Vi ser derfor denne ændring som en stærk enhed fremadrettet, og ad den vej får vi kontakt til flere købere i området,” fortæller Mads Sørensen.

Lokale ansigter står i spidsen for boligsalget i Hjallerup, Dronninglund og omegn
Mads Sørensen er selv fra Klokkerholm, og vil fremadrettet have ekstra fokus på området i Midtvendsyssel. Han har mange års erfaring som mægler i netop dette område. I godt 3,5 år har Frederikke Klith Hansen fra Mæglerhuset hjulpet både sælgere og købere godt på vej i samme område – og sådan fortsætter det, så intet ændres på dén front. Alene i Hjallerup er Mæglerhuset den ejendomsmægler, der sælger flest boliger* og det er en titel, som vi både er stolte og glade over.

Frederikke forklarer: ”Som lokal ejendomsmægler er vi virkelig ydmyge og taknemmelige for den opbakning, som vores kunder viser os. Det er vigtigt for os at fortsætte ad denne vej og hver dag gøre os umage med hvad vi laver. Glade kunder er uden tvivl den vigtigste drivkraft i vores arbejde, og jeg fortsætter sammen med Mads som hidtil med at være en synlig mægler i og omkring Hjallerup, Dronninglund og Klokkerholm.”

Efter nytåret vil vores fem butikker fremover være at finde i henholdsvis Nørresundby, Aalborg, Aabybro, Brønderslev og Sæby.

*Kilde: Boligsiden – find mægler på alle boligtyper i Hjallerup den 30.12 2022

Tilbage