Kurven er knækket – antallet af solgte boliger i Nordjylland stiger

Boligmarkedet udvikler sig i en spændende retning lige nu. Hos Mæglerhuset mærker vi absolut, at markedet er ved at ændre sig – noget, som også statistikken og tallene underbygger. Ganske enkelt er kurven knækket og antallet af solgte boliger i Nordjylland er nu, ifølge Boligsiden, stigende. I februar 2023 steg antallet af solgte villaer og rækkehuse med hele 22% sammenlignet med januar måned 2023.

”Vi går et forår i møde, optimismen er blevet noget større hos køberne og det kan vi i dén grad mærke på bolighandlerne,” fortæller Simon Rye, medindehaver og ejendomsmægler hos Mæglerhuset.

Faldende udbud af boliger i det nye år
Mens antallet af bolighandler i Nordjylland nu er stigende, ser det anderledes ud med antal udbudte boliger til salg. Mens udbuddet steg hver måned i 2022, er denne udvikling foreløbigt brudt i 2023.

”I store dele af 2022 var der meget lav aktivitet fra køberne på markedet, hvilket gav et stigende udbud af boliger i Nordjylland og resten af landet. Vi kan tydeligt mærke, at boligkøberne ikke er så forskrækkede længere og antallet af handler er stigende, hvilket er med til at give et lavere udbud af boliger til salg.” fortsætter Simon Rye.

Optimismen er et generelt billede blandt Danmarks befolkning. Ifølge Danmarks Statistik er kurven for forbrugertillid nemlig knækket og tilliden til økonomien er igen stigende*. Det betyder, at de boligsøgende i højere grad slår til, når den rette bolig viser sig, hvor man tidligere måske var mere afventende i forhold til forskellige faktorer og usikkerheder såsom inflation og markedet generelt.

Klar opfordring til boligejerne
Hvis man går med salgstanker, er der ingen grund til at holde sig tilbage ifølge Mæglerhuset, hvorfra opfordringen er klar:

”Det er tydeligt lige nu, at køberne er der i markedet, og der er igen kommet en fornuftig handelsaktivitet. Desuden går vi ind i et forår som normalt giver en stigende købelyst hos køberne. Vi mener derfor ikke, at man skal holde sig tilbage med at sætte sin bolig til salg, hvis man af den ene eller anden årsag ønsker at sælge sin bolig.” slutter Simon Rye.

"Boligkøberne er ikke længere så forskrækkede, og der er stigende aktivitet i boligmarkedet" fortæller Simon Rye, medindehaver og ejendomsmægler hos Mæglerhuset.

*Kilde: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/oekonomi/forbrug/forbrugerforventninger

Læs også:

Tilbage